SmartDrives biler blev brændt, stjålet og totalskadet

Det er dagen før, Torben V. Pedersen fra leasingfirmaet SmartDrive i Horsens vil køre til Brabrand og konfrontere en kunde, hvis bil for længst har passeret det aftalte antal kilometer. Uventet modtager han et opkald fra kundens søn, der fortæller, at bilen desværre er brændt i løbet af natten.

Af PS og ARS

Torben V. Pedersen og Smartdrive har mistet 15 biler. Foto: Pernille Stiesdal

SmartDrive har været i gang i to år, da de i foråret 2018 begynder at opleve problemer. Kunder betaler ikke deres regninger og besvarer ikke rykkere. En dag bliver Torben kontaktet af Østjyllands politi, der kan fortælle, at flere af deres biler kører rundt i Brabrand og Tilst med førere, der ikke er registreret, og ikke ejer snerten af et kørekort.

I ét tilfælde, fortæller Torben, har en mor leaset den bil, hendes søn kører i. Da Smartdrive kan se, at bilen på blot et par måneder har kørt langt mere end de 20.000 km, den må årligt, kontakter Torben moren.

“Hun siger, at hun ikke kan forstå, hvorfor bilen har kørt så langt, og det tror jeg oprigtigt på,” siger Torben “Jeg tilbyder at komme og tale med hende om onsdagen, men får så et opkald fra sønnen om tirsdagen. Bilen er mærkeligt nok blevet brændt samme nat.”

15 biler

En anden bil er nået hele vejen til Marokko. Her er føreren blevet stoppet af det lokale politi, der har konfiskeret bilen. Nu er bilen væk, føreren er forsvundet, og fakturaen på 120.000kr er aldrig blevet betalt.

”Vi har mistet 15 biler. Lige nøjagtigt 15,” siger Torben. 

Han står ved computeren og remser op: 

“Fire styk er blevet brændt, to er blevet stjålet, og resten er totalskadet.”

Hos SmartDrive må de til deres store fortrydelse erkende, at de ikke har været grundige nok i deres baggrundstjek af kunder.

Nogen har fundet et smuthul ved at lease store dyre biler igennem stråmænd, altså kunder der på papiret virker helt legitime, men som i virkeligheden leaser bilen for en anden. I et særlig groft tilfælde har en ung kvinde på én uge formået at lease 20 biler hos forskellige firmaer heriblandt Smartdrive. Politiet vurderer, at det må have været for at betale af på en narkogæld, fortæller Torben.

Savner samarbejde med politiet

Torben oplever, at politiet ikke har redskaberne til at kunne sætte ind overfor den slags problemer, de har oplevet hos SmartDrive. Han fortæller, at de et par gange har været nødsaget til selv at hente deres biler, efter at fogedretten har bestemt, at de skal leveres tilbage.

”Det er da med en klump i halsen, at man kører op til en parkeringsplads i Brabrand for at tage sin bil tilbage. Der pumper ens hjerte virkelig. Det galoperer, “ fortæller han.

Torben efterspørger derfor større samarbejde med politiet.

”Indtil videre har de bare sagt, at vi skal ringe, hvis vi får problemer.”

Christian Berthelsen politiinspektør fra Nationalt Færdselscenter forstår godt problemet, men ifølge ham, kan Torben vente længe på mere samarbejde.

“Jeg synes da, det var smart, hvis vi kunne hjælpe, men det er begrænset, hvor mange ressourcer vi har til at hente ting, fra private søgsmål,” siger Berthelsen “Jeg ved godt, de her køretøjer bliver brugt til noget ulovligt, men vi kan jo ikke begrænse hjælpen til biler. Hvad så med ham, der har været nede og købe et fjernsyn på afbetaling, som ikke betaler. Skal vi så også troppe op der?”

Mindre motorer

I dag har Smartdrive lært af sine fejl. Indbygget GPS i bilerne og grundigere baggrundstjek af kundernes økonomiske situation skal være med til at forhindre lignende situationer i fremtiden. Og så er der også tænkt over selve bilerne.

“Vi har valgt at tage fat i motorer, der ikke er alt for store. Det filtrerer naturligt de ‘forkerte’ grupper væk,” siger Torben.

Men problemet lurer stadig, og 15 af SmartDrive’s leasingbiler er formentlig væk for evigt.

0 comments