Justitsministeriet vil bekæmpe ny tendens i vandvidsbilisme

Justisministeriet vil inden jul fremlægge en række initiativer, der skal forhindre leasingbiler i at blive brugt til vanvidsbilisme.

Af ARS og PS

Politiet støder i stigende grad på leasingbiler i forbindelse med såkaldt vanvidskørsel. Foto: Pernille Stiesdal

Hverken Rigspolitiet eller Justitsministeriet vil løfte sløret for, hvilke forslag man kan forvente, men Rigspolitiet erklærer sig åbne for alle forslag.

Regler om konfiskation

Leasede biler ses i stigende grad blive brugt til hasarderet kørsel, og det er et juridisk problem. Bilerne må nemlig ikke konfiskeres, da det er leasingselskabet, der ejer dem. Netop konfiskation af leasingbiler er et af de emner, der har været drøftet politisk. 

“Det er her den gordiske knude ligger,” siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen.

Hun mener, at det er helt centralt, at bilerne kan konfiskeres. 

Pernille Vermund, Ny Borgerliges retsordfører, er også åben for en eventuel lovændring. 

“Hvis man griber folk på fersk gerning, er det er helt naturligt, at bilen konfiskeres,” siger hun.

Leasingselskabernes adgang

Christian Brandt fra interesseorganisationen Finans og Leasing håber på, at løsningsforslagene vil give leasingselskaber bedre mulighed for at baggrundstjekke kunder. Ifølge ham bør firmaerne have adgang til online skatteoplysninger, såkaldt e-skat-data. Han efterspørger også, at firmaerne kan se politiets register over stjålne pas og kørekort, for at undgå at deres biler ender i kriminalitet.

Det er Pernille Vermund dog skeptisk over for. 

“Det er jo nogle ret personfølsomme oplysninger, som ikke bør deles med alle mulige.”

Karina Lorentzen mener at dilemmaet om e-skat-data, skal overvejes nøje. Hun er dog positiv stemt overfor adgangen til politiets register over stjålne pas og kørekort.

“Her kunne vi da sætte en prop i noget af den kriminalitet, der foregår,” siger hun.

0 comments